Om den kommende sæson

Kære medlemmer i Næstved Senior Motion!

Covid-19 er stadig en del af vores hverdag, men for Næstved Senior Motion har pandemien ikke sat en stopper for foreningens sommersæson, der med stor tilslutning har været i gang siden 1. april, og det er fantastisk at NSM`s aktiviteter er kørende under nogenlunde normale tilstande igen. 

Bestyrelsen arbejder på opstart af den komme vintersæson, og som det ser ud lige nu, vil sæsonen tage sin begyndelse som altid den 1. september, og vi håber på en sæson der byder på nogenlunde normale tilstande, det vil sige, uden alle de restriktioner som det seneste halvandet år har budt på. 

I forhold til tidligere år, vil der ikke i den kommende sæson være mulighed for at tilbyde Linedance & Squaredance. Det har desværre ikke været muligt at rekruttere en frivillig instruktør, og som bestyrelsen tidligere har meldt ud, er Næstved Senior Motion en forening som er baseret på frivillighed.

Det er rigtig ærgerligt at ingen har meldt sig til at overtage stafetten efter Carrie, men konsekvensen af at der ikke er en frivillig instruktør, bliver desværre, at aktiviteten må udgå i den kommende sæson.  

Da der ikke er nogen dans i den kommende sæson, får Aase Schjøtz-Christensen mulighed for at Qi Gong & Tai Chi kan begynde tidligere på dagen om tirsdagen. I den kommende sæson vil disse aktiviteter foregå, stadig om tirsdagen, men i tidsrummet 09.15 – 11.30.

Herudover arbejder bestyrelsen med en forsøgsperiode, hvor der bliver mulighed for at dyrke indendørs cykling i et af byens fitnesscentre. I sommer har der været gå-gymnastik ude i naturen med Jannie Lydiker, og den aktivitet vil Jannie gerne fortsætte med, også i vintersæsonen. Det bliver ligesom stavgang, en aktivitet der foregår hele året. 

Bestyrelsen arbejder på hæftet til den nye sæson 2021/2022,, og den forventes at være klar i løbet af uge 33.

Ellers vil vi opfordre til, at I en gang imellem besøger foreningens hjemmeside hvor vi vil informere om blandt andet status på indendørs cykling osv.. 

Bestyrelsen glæder sig til at sætte den kommende vintersæson i gang, og som nævnt, forhåbentligt uden al for mange eller ingen restriktioner.

Første gang hvor der igen bliver gymnastik i Arena Næstved, Hal 2, bliver torsdag den 2. september 2021, og første gang med svømning og vandgymnastik i Næstved Svømmehal bliver fredag den 3. september 2021. 

Indtil da ønsker bestyrelsen alle, en fortsat god sommer, og på gensyn til september hvor den nye sæson begynder. 

Med venlig hilsen 

Bent Christensen
Formand