Frivillig instruktør til Line Dance efterlyses!

Det er desværre endnu ikke lykkedes at finde en frivillig instruktør til at overtage stafetten i Line Dance.

Det er nu bestyrelsen skal beslutte hvilke aktiviteter som Næstved Senior Motion skal udbyde i den kommende efterårs- & vintersæson fra 1. september 2021 til 30. april 2022.

Som bekendt er foreningens instruktør i Square Dance & Line Dance igennem mange år stoppet med udgangen af 2020, og da ingen har henvendt sig på de tidligere opslag, ser det vanskeligt ud med Line Dance i den kommende sæson, men vi prøver endnu engang.

Måske er der bedre mulighed for at tiltrække en frivillig instruktør, hvis det alene er Line Dance vi taler om, så derfor har bestyrelsen besluttet at der ikke vil blive udbudt Square Dance i den kommende sæson.

Der har igennem årene været rigtig mange som har deltaget i Line Dance, og det vil være rigtig ærgerligt hvis det skal slutte nu.

Der er mange som er rigtig dygtige til det, så der må være en eller måske flere som sammen kan byde ind på at overtage stafetten.

Næstved Senior Motion understøtter naturligvis deltagelse i nødvendig kursusvirksomhed, og du bliver en del af et fællesskab med mange frivillige instruktører, hjælpere og bestyrelse, som er klar til at bistå og hjælpe nye i gang.

Så, hvis foreningen skal udbyde Line Dance i den kommende sæson, er det nu der er frivillige som skal melde sig.

Foreningens formål er gennem alsidig motion og idræt, at stimulere medlemmernes interesse for idræt, motion og samvær.

Til at undervise og motivere medlemmerne har foreningen et antal frivillige instruktører, som uge efter uge stiller sig til rådighed for foreningen, og foreningens medlemmer.

Vi er en forening som bygger på frivillighed, og en forening der udbyder gode og sunde motionsformer til så mange som muligt, og for en så lav pris som muligt.

Det kan kun lade sig gøre, fordi alle foreningens instruktører stiller sig frivilligt, og ulønnet til rådighed.

Bestyrelsen ønsker at holde fast i, at Næstved Senior Motion skal være en forening som bygger på frivillighed.

Derfor ønsker bestyrelsen ikke at ansætte og aflønne instruktører, hvilket betyder at en aktivitet ikke kan gennemføres, hvis ikke nogen melder sig til frivilligt at hjælpe til.

Med venlig hilsen 

Bent Christensen
Formand 

Mobil: 5057 1942 – Mail: bent.c@hotmail.dk