Coronavirus – alle aktiviteter aflyses!

Kære medlemmer i Næstved Senior Motion!

Situationen omkring coronavirus udvikler sig konstant. Omfanget af virussens konsekvenser forværres nærmest time for time, og der er opfordringer fra de danske myndigheder, herunder statsministeren om, at vi alle skal tage situationen meget alvorlig.

Der er nye forholdsregler omkring kollektiv trafik, flytrafik, antal af personer samlet på samme sted, beskyttelse af de personer som er mest udsatte og i størst risiko for komplikationer eller dødsfald, hvis de smittes.

Ude i verden tager de endnu skrappere midler i brug, f.eks. ved at bede folk om at blive hjemme, hvis det ikke er absolut nødvendigt at komme ud.

Næstved Senior Motion følger stadig myndighedernes anvisninger, som indenfor de seneste par døgn er blev skærpet yderligere, blandt andet fordi det danske sundhedsvæsen ikke vil være i stand til at behandle en voldsom udvikling i antal smittede personer.

Derfor opfordrer myndighederne til at situationen tages meget alvorlig, og at vi alle tager vores forholdsregler. Det har betydet at mange arrangementer – både større og mindre arrangementer – er blevet aflyst.

På baggrund af den seneste udvikling, har vi endnu engang overvejet situationen omkring afholdelse af aktiviteter i Næstved Senior Motion.

Vi hører jo til den personkreds som anses for at være i en særlig risikogruppe, hvor det anbefales at der absolut ingen chancer tages, og vi er jo f.eks. om torsdagen omkring 250 – 300 personer samlet til gymnastik i Arena Næstved, Hal 2, hvor vi ikke vil være i stand til at holde en acceptabel afstand mellem hinanden.

Om tirsdagen er vi ligeledes mange samlet til Square- & Line Dance, Qi Gong & Tai Chi, og både mandag og fredag er der mange samlet til svømning osv.

På trods af at jeg forleden dag drog den konklusion, at vi kunne afholde alle vores aktiviteter, blot vi var opmærksomme, fulgte myndighedernes generelle vejledninger vedrørende hygiejne, kontakt med fremmede osv. er konklusionen nu, at vi ikke kan forsvare at fortsætte uændret.

Derfor ser vi os nødsaget til at aflyse alle aktiviteter i Næstved Senior Motion og foreløbig til udgangen af marts måned. Bowling bliver også aflyst.
Det betyder også at generalforsamlingen den 19. marts aflyses.

OBS: Aflysningen forlænges til også at gælde april måned

Selv om generalforsamlingen i henhold til vedtægterne skal afholdes inden udgangen af marts måned, er det sådan, at begrundelsen for at aflyse står over vedtægterne, og så må generalforsamlingen holdes på et senere tidspunkt.

Næstved Senior Motion opfordrer stadig til, at alle følger myndighedernes anvisninger, herunder hensigtsmæssig adfærd.

Med venlig hilsen
Bent Christensen
Formand